Kalender


- Denne begivenhed er allerede afholdt.
Temadag om Zambia i Ålborg
20. juni, 13:00 – 17:00
Den 20. juni kl. 13 på Medborgerhuset i Aalborg
Zambia – oplæg ved Solveig Jensen
Mit engagement i Zambia begyndte med en udsendelse til Mapanza i det sydlige Zambia med Mellemfolkeligt Samvirke i 1995-98 og igen fra 2000-2001. Jeg er siden kommet på besøg flere gange, og tilbage i 2009 startede jeg med de første sponsorater til børn, hvis forældre ikke havde råd til at sende dem i secondary school. Lige siden har jeg konstant haft 15 til 20 børn i secondary school, sponsoreret af danskere, oftest mine kolleger eller venner og bekendte, som også har lyst til at gøre en forskel for børn, der ikke er lige så heldige som børn her i Danmark, der ikke behøver at tænke over, om deres forældre nu har råd til at sende dem i skole.
I 2008 fik jeg stillet et stykke land til rådighed af den lokale høvding, Chief Mapanza, og i 2009 begyndte jeg at opføre en bygning i landsbyen Kabeta, som ligger i Mapanza-området. Den skulle huse en lille pre-school, og siden januar 2016 har der hvert år været indskrevet 50 til 60 børn mellem 3 og 6 år i skolen. Det er jo, som navnet siger, nærmere en børnehave end en skole, men her bliver de små vænnet til skolegang, så de har nemmere ved at klare sig, når de starter i primary school.
I 2017 dannede jeg, sammen med nogle af mine tidligere kolleger fra MS, en selvejende institution (NGO) Education to Mapanza. Det er nu via den, at jeg sender skolepenge til Zambia.
I 2016 begyndte jeg på opførelsen af et frivillighus i tilknytning til skolen. Her er det meningen, at frivillige fra Danmark skal kunne bo, når de vil tilbringe en tid i Zambia for at bidrage til landets udvikling med de evner, som de hver især har.
I mit oplæg vil jeg give en kort historisk gennemgang af Zambia, ligesom jeg vil fortælle om den politiske udvikling, som landet har været igennem siden uafhængigheden fra Storbrittanien i 1964. Frem til 1991 sad UNIP og Kenneth Kaunda på magten, men ved valget i 1991 tabte han til MMD, ledet af Frederich Chiluba. Kaunda overdrog fredeligt magten til Chiluba, og siden har der været stort set fredelige valg hvert 5. år. I øjeblikket sidder UPND på magten med Hakainde Hichilema som præsident.
Zambia er ca. 17. gange større end Danmark og befolkningen er på ca. 20 mio.
Landet har en stor eksport af kobber, og der er rigtig god landbrugsjord i store dele af landet, ligesom der er store områder afsat til nationalparker med masser af wildlife.
Solveig Jensen den 29. maj 2023