Ny bevilling til fortsættelse af klimaprojekt i Uganda
1. december 2025

BUCAREP II
– sådan styrker vi hverdagen i Bukedea og Sironko i det Østlige Uganda

ved Poul Krøijer og projektgruppen fra Midt, Syd og Nord

I det østlige Uganda lever mange familier med konsekvenserne af et klima i forandring. Lange tørkeperioder afløses af voldsomme regnskyl ledsaget af oversvømmelser fra Mt Elgon, der ødelægger marker og forværrer adgangen til rent vand og skaber alvorlige sundhedsproblemer. For de fleste er livet stadig på eller under eksistensminimum – men midt i udfordringerne står lokalsamfundene klar til at handle.

Med BUCAREP II vil partneren CIDI og Seniorer uden Grænser sammen styrke 1.070 husholdninger i Bukedea og Sironko-distrikterne frem mod 2028. Projektet bygger videre på de markante resultater fra den første fase, BUCAREP I, hvor 19 miljøgrupper blev etableret. Disse grupper består af lokale familier, som organiserer sig for at forbedre deres levevilkår gennem fælles opsparing, klimatilpasset landbrug og lokal påvirkning af myndighederne.

I BUCAREP II udvides indsatsen. Miljøgrupperne bliver større og stærkere, og fem civilsamfundsorganisationer fra Sironko, hvorfra vandet kommer, kobles tættere på samarbejdet for at styrke beskyttelsen af befolkningen i lavlandet nedenfor vulkanen og miljøet på tværs af distrikterne. Lokale trænes i klimavenlige dyrkningsmetoder, sundhed og WASH (rent vand, sanitet og hygiejne) så sygdomme forebygges, og familierne får større modstandsdygtighed i hverdagen.

Et vigtigt element er VSLAs, små lokale opsparingsgrupper, som giver familier økonomisk handlekraft og mulighed for at investere i små virksomheder eller forbedringer af landbruget. Samtidig arbejder projektet gennem DECAP-platformen, hvor lokalsamfund og myndigheder mødes for at planlægge klimatilpasning og sikre, at borgernes stemmer bliver hørt i lokale beslutninger.

Kvinder og unge spiller en central rolle. De driver mange af gruppens initiativer og viser vejen til bedre indkomst, sundhed og trivsel i lokalsamfundet. Erfaringerne fra første fase viser tydeligt, at når lokalsamfund organiserer sig, vokser både samarbejdet, selvtilliden og resultaterne.


Fotos fra BUCAREP I

Målet er ikke blot at løse akutte problemer, men at skabe varige forbedringer, som lokalsamfundene selv kan drive videre efter projektets afslutning: mere stabil fødevareproduktion, bedre adgang til vand og sundhed, stærkere civilsamfundsorganisationer og en lokal befolkning, der aktivt påvirker deres egen fremtid.

Programmet starter 1.1.2026, varer 3 år og CISU har bevilget 2. 055.000 kr.