Temamøde om journalistik
18. december 2025
og julehygge
30 medlemmer og andre interesserede mødte frem til temamøde og juleafslutning på Folkestedet i Aarhus den 17. december.


Emnet for aftenen var journalistik og kommunikation. Medlem af Seniorer uden Grænser, Afdeling Midt, journalist Per Vinther holdt et engageret oplæg om journalistik i Seniorer uden Grænser. Per har stor erfaring med at arbejde og undervise i journalistik i det globale syd f.eks. Libyen, Syd Sudan, Sydafrika og Uganda.
For Seniorer uden Grænser har Per netop været på rejse til Dropout-projekt i Uganda sammen med projektdeltagere. Formålet er at hjælpe med at få oplyst om projektet og generelt om Seniorer uden Grænser til en bredere kreds. Derfor valgte Per sammen med projektgruppen og partneren CIDI at fortælle positive historier: hvordan teenagemødrene gennem uddannelse og økonomisk støtte har fundet mening med livet, så de kan klare sig selv.
Per fik lavet 7 interviews med 5 piger og 2 drenge, som han selv udvalgte sammen med projektgruppen og partneren. Per gjorde opmærksom på, at partneren i forvejen havde udvalgt nogle ”superwomen” til interviewet, men historierne kan blive for gode, så der blev udvalgt nogle ”mere ned på jorden” piger og drenge. Interviewene blev foretaget med tolk, og drejede sig meget om, hvad pigerne og drengene havde lært gennem projektforløbet, og hvordan de ser på fremtiden.
Per er ved at bearbejde materialet – også de mange relevante fotos af aktiviteter om, hvad pigerne har lært. Nogle blev vist på mødet. Det er endnu ikke helt klart, hvordan historierne kommer ud til en bredere kreds. Der var f.eks. forslag om et minimagasin i god grafisk design.
Med hensyn til artikler i aviser o.l. vil Per vinkle det, så det bliver ildsjælene fra projektet, der kommer i fokus. Der er allerede lavet aftale med Randers Amtsavis og Horsens Folkeblad. Ligeledes er der kontakt til GlobalNyt, hvor fokus også bliver Seniorer uden Grænser. Økonomien i udgivelserne og markedsføring blev også diskuteret, da mange projekter ikke afsætter midler til oplysning.
I diskussionen efter Pers oplæg blev der fremhævet, at det er vigtigt at specificere, hvem målgruppen for artiklerne er. Er det nuværende medlemmer? nye medlemmer? er det donorer? er det seniorer? er det den bredere offentlighed? Muligheden for anvendelse af SuGs egne medier ”SuG Update”, website, Facebook, YouTube, podcast både den eksterne og interne blev også diskuteret. Alt dette som støtte til, at nuværende medlemmer bliver i foreningen og andre nye bliver interesserede i Seniorer uden Grænser.
Dagen sluttede af med æbleskiver, glög og dejlig julehygge og en masse snakken på tværs af aktiviteter i Seniorer uden Grænser.