Landsbyudvikling i Gambia

Choya er en landsby i Gambia med omkring 300 indbyggerne. Befolkningen fik tidligere sit vand fra en enkelt gravet brønd med forurenet vand beliggende i nogen afstand fra landsbyen. I januar 2015 fik vi foretaget en boring til rent grundvand i 80 meter dybde med pumpe drevet af solenergi der leverer vandet til vandhaner tæt ved alle boliger. Siden har vi også kunnet hjælpe på anden måde. Vi støtter nu befolkningens egne bestræbelser på at udvikle og forbedre deres levevilkår.

Choya’s befolkning består hovedsageligt af traditionelle nomadiske kvægholdere, der nu har slået sig ned og driver landbrug i det omfang den ene årlige regntid tillader. Vandet i floden Gambia er salt, og det øveste vandbærende lag er mange steder forurenet. Vand er således en mangelvare for folk, kvæg, og afgrøder.

Vandboringen til rent grundvand vi fik foretaget i Choya i januar 2015 har forbedret sundheden, især for landsbyens talrige børn, ved at reducere vandbårne sygdomme, og fordelingen til vandhaner tæt ved alle boliger og offentlige bygninger har befriet kvinderne for en stor arbejdsbyrde. Vi er derfor i færd med at udbrede vandanlægget til tre landsbyer beliggende nord, øst, og syd for Choya med tilsammen endnu 300 indbyggere. Denne udvidelse forventes færdiggjort i foråret 2017.

Vi har også opført et skolekøkken, hvor der dagligt tilberedes måltider til de 150 elever i Choya’s skole. Det bidrager ikke alene til en bedre ernæring af børnene (daglig mad er ingen selvfølge) men også til bedre uddannelse. Skolemåltiderne er en kraftig motivation til at passe skolen, og indlæringen går bedre på en fuld mave. Fordi det landlige program for skolebespisning ikke har penge dækker vi omkostningerne. Vi søger sponsorer til at hjælpe med at dække denne omkostning.

Yderligere har vi installeret maskiner til at afskalle hirse og male det til mel. Hirse er en hoved-bestanddel af den daglige ernæring, men det er meget arbejdskrævende, igen for kvinderne, at bearbejde hirsen ved at stampe den. Kvinderne fra Choya og fra omliggende landsbyer betaler nu omkring 50 øre for at få en portion hirse afskallet og malet. Det beløb kan dække brændstof til og vedligehold af maskinerne og løn til de der opererer maskinerne (der er to arbejdspladser) og der ud over give et overskud. En del af dette overskud udlånes til et antal kvinder til små indkomstgivende aktiviteter såsom at fremstille og sælge sæbe.

Vi støtter også ungdommen og dens fodboldklub og skakklub.

Udover at hjælpe med konkrete tiltag vil vi også gerne hjælpe landsbyen til at opbygge deres kapacitet til selv at kunne varetage videre projekter. Landsbyen har en lastbil, der blev indkøbt som del af et projekt vi måtte opgive. Den anvender de nu til transportopgaver, såsom at levere grus der kan graves på landsbyens jord. Det giver en indtjening, som landsbyen, sammen med indtjeningen fra hirsemøllerne, kan anvendes til mindre udviklingsprojekter.

Projektgruppens arbejde vil i 2017 fokusere om støtte til skolen. Den blev opført af staten i 2012 for de daværende 60 elever på første til femte klassetrin. (Ældre elever går i en anden skole seks kilometer væk.) Nu er der 150 elever! Staten lønner lærerne, men bidrager derudover ikke til skolens drift. Venlige sponsorer har i 2016 skaffet skriveredskaber, tavlekridt, og andre nødvendige forsyninger. Men skolen mangler alt, lærebøger, skrivepapir, skølemøbler, o.s.v. Projektgruppen søger støtte til at indsamle, opbevare, pakke, og forsende hjælpemidler.

Årsberetning for 2019 kan læses her

Opdatering maj 2022: 

Efter en årrække og fuldførelsen af en række aktiviteter har vi besluttet at afrunde og afslutte projektet.

 Projektet ‘Landsbyudvikling i Choya, Gambia’ tog sin begyndelse i 2014, da vi foretog en vandboring i landsbyen med en solcelle dreven pumpe, hvorfra vandet blev fordelt til vandhaner indenfor 50 meter fra alle boliger og bygninger i landsbyen.  Anlægget blev overdraget til landsbyfællesskabet med den forpligtelse, at de årligt skulle indsamle en given sum penge til vedligeholdelse og indsætte pengene på en bankbog.  Anlægget blev meget værdsat i landsbyen – og det rapporteredes, at med det rene vand blev især børnenes sundhedstilstand forbedret, og kvindernes arbejdsbyrde blev lettet.  Vi har siden kunne foretage en række andre vandboringer, der dækker ialt otte landsbyer i området.

De udover har vi opført et køkken til landsbyens skole, så der kunne laves skolebespisning.  En overgang måtte vi også financiere madvarerne indtil skolen, efter nogle bureaukratisk strabasser, kom med i den generelle ordning for skolebespisning i landet.

Vi har også udført nogle andre delprojekter.  Således installerede vi møller til at afskalle hirse og male det til mel.  Hirse er en hoved-næringsmiddel, men det er meget arbejdsintensiv at brug.  Vi har indrettet en køkkenhave til landsbyens kvinder, anlagt vand og indhegnet det.  Der dyrker kvinderne grøntsager til eget forbrug og, i et vist omfang, til salg.

Det at vi har virket i området har været med til at tiltrække anden udviklingsstøtte.  Således er der en hollandsk organisation, der har opført en række skoler i landet.  Vi fik dem gjort opmærksomt på nøden i området, og nu har de udbygget og forbedret skolen i landsbyen, og yderligere har de opført og udbygget et antal skoler i andre landsbyer i distriktet.  Og andre SuG medlemmer har nu iværksat programmer for støtte især til kvinderne i Choya og omliggende landsbyer.

Vi afslutter nu formelt dette projekt – støtten til udviklingen i landsbyerne fortsætter, organiseret i andre SuG projekter.

 Christian Jørgensen, Choya, d. 18. maj 2022