Soldrevne komfurer til brug i flygtningelejre
12. december 2021
v/Helge Pedersen
Spørgelysten var stor, da afdeling Midt holdt temamøde om ”Bæredygtig og billig energi til flygtningefamilier” i Århus den 8. december.
På mødet talte Simon Buss la Cour, der er medstifter af Pesitho ApS. Virksomheden har udviklet et bæredygtig solcelle-komfur, der i første omgang er beregnet til brug i flygtningelejre i Uganda og andre afrikanske lande.
– Vores mål har været at lave et komfur, der kan forbedre forholdene for flygtningefamilier i nogle af verdens fattigste lande. Da vi gik i gang, vidste vi ikke meget om Afrika, eller hvordan man laver mad i flygtningelejrene. Da vi havde sat os ind i det, gik vi i gang med at udvikle en prototype, så beboerne i lejrene kan lave mad uden at bruge brænde, forklarede Simon Buss la Cour.
Det betyder, at brugerne ikke skal bruge timer på at samle brænde hver dag eller bruge penge på at købe træ eller kul. Det er også til gavn for miljøet, at alle træer og buske i lokalområdet ikke bliver fældet. Brugernes helbred har i høj grad også godt af, at de slipper for at indånde brænderøg, når de laver mad.
Tre måltider om dagen
Pesitho har nu er færdigt produkt, som består af et solpanel, en komfurenhed og to isolerede gryder. Med sådan en enhed kan en familie på op til 7 medlemmer lave mad tre gange om dagen. Samtidig producerer anlægget så meget strøm, at der også kan oplades mobiltelefoner og lommelygter fra de indbyggede USB-stik på komfuret.
Delene til det soldrevne komfur bliver sendt fra Danmark til Pesithos datterselskab i Uganda, hvor det bliver samlet.
Foreløbig er der solgt tæt på 200 anlæg i Uganda, men markedet er enormt, da tæt på tre milliarder mennesker på verdensplan ikke har adgang til ”clean cooking”. Det vil sige, at de laver mad over åben ild med alt, hvad det indebærer af luftvejssygdomme og helbredsproblemer.
Prisen
Prisen for et soldrevet komfur fra Pesitho er i øjeblikket på 500 US $, men det sælges for 175 $, fordi Caritas og andre samarbejdspartnere dækker forskellen på produktions- og salgspris. Men Simon Buss la Cour understreger, at prisen vil falde markant, efterhånden som der kommer volumen i produktionen.
Ifølge Pesithos beregninger er det soldrevne komfur set over en femårige billigere i brug end et traditionelt komfur eller ildsted, hvor man køber træ eller kul til at fyre med.
Der var mange spørgsmål til Simon Buss la Cour om komfuret, hvordan det virker, hvor lang tid batterierne virker, om det kan bruges andre steder og meget andet.
Du kan læse mere om det soldrevne komfur på Pesithos hjemmeside: www.pesitho.com