Nyt fra projektgruppe: IMO – Indigenous Micro Organism
28. januar 2020
Fra projektet Child Friendly Organisation Uganda (CFOU) har vi modtaget nedenstående. Læs mere om projektet her.
Den primære målgruppe i CFOU er forældreløse børn og børn ramt af HIV/AIDS. De har i høj grad brug for ernæringsrig og varieret kost. Derfor er økologisk landbrug en vigtig del af projekt i CFOU, idet der også er fattigdom og mangel på mad i området, og familierne har ofte kun en lille jordlod til dyrkning af afgrøder. Den økologiske dyrkning har forbedret deres høst betydeligt.
Under monitorering i november 2019 bliver vi fortalt om Indigenous Micro Organism – IMO. Koordinator Sarah har været på kursus i fremstilling af IMO. Allerede nu er der gode resultater, f.eks. hvor der tidligere var en klase bananer på en plante, er der nu ofte tre. IMO bliver brugt som gødning, mod insekter, til forbedring af jorden og også som kosttilskud til dyrene.
Anden anvendelse kan læses i beskrivelsen af IMO. Børnenes omsorgsgivere (plejefamilier) har deltaget i kurser i fremstilling og brug af IMO, og kan nu ydermere have en indtægt ved salg af IMO. Projektgruppen håber, at andre kan få glæde af dette meget billige og økologiske middel med de mange anvendelsesmåder. Se de inspirerende slideshow om IMO her.
CFOU projektgruppen/Erna