Landsbyudvikling i Kunkujang Mariama, Gambia
Landsbyudvikling Gambia

Første projekt var at bygge et kollegium til piger, som går på St. Francis Senior Secondary School, det lokale gymnasium. Kollegiet blev indviet i 2009, og der bor nu 25 piger. Vores samarbejdspartner var den katolske Presentation af Mary Sisters.

På gymnasiet har vi hjulpet med at etablere computerlokale med klinker på gulvet, vifter i loftet og et antal laptops samt printere. Vi har fået installeret et solcellesystem, som leverer strøm til computere og lys i alle klasselokaler samt lærerboliger.

Primært for at give eleverne adgang til Internet har vi sat en mast på skolens grund. Det giver desuden en god e-mail kommunikation mellem landsbyen og os.

Kvinderne i landsbyen henvendte sig til os for at få hjælp til en markedsplads, og denne er nu under etablering. Kvinderne har fået et stykke land, som de dyrker. Vi kalder det ”De 100 haver”. Også her hjælper vi dem på vej. Grøntsagerne skal bl.a. sælges på markedet. Blandt anden hjælp undervises kvinderne i dyrkning af forskellige afgrøder og brugen af nye redskaber. Der undervises også i engelsk og senere vil andre undervisningsemner indgå.

For tiden støtter vi i muligt omfang kvindernes havebrug med redskaber og undervisning for at øge udbyttet.

 

Opdatering: I 2020 er den overdækkede markedsplads blevet bygget færdig og projektet er nu afsluttet.